Girls' closet
Mine piger vokser. Og de vokser ud af deres tøj. Vi har selvfølgelig noget tøj til Elinor, fra da Olivia var lille. Men rigtig meget har vi også solgt, mens det stadig var 'oppe i tiden'. Eller foræret det væk, fordi jeg vidste, at uanset om vores andet barn ville blive en pige eller en dreng, ja, så ville jeg gerne købe nyt tøj. Basisgarderoben som nattøj, uldtøj, sovedragter og huer har vi selvfølgelg gemt fra da Olivia var lille.
Før i tiden betød kvalitet ikke det store for mig. Egentlig. Det var meget "brug og smid ud", men efter jeg blev mor, så ændrede det sig ret meget. Mine børns tøj skal være behageligt. Deres hud skal kunne ånde. Det skal helst være i naturlige materialer. Det skal holde dem varme. Og det skal holde i kvalitet.
Jeg har doneret sække med H&M tøj til mødrehjælpen, som jeg købte mens jeg var gravid. Det har intet at gøre med, at jeg ikke kan lide H&M, pigerne og jeg selv har meget tøj derfra. Men dengang købte jeg det mest, fordi det var billigt, og fordi det lige var sødt eller pænt. Men, jeg fik det egentlig aldrig brugt til Olivia, altså det tøj, som var knapt så velovervejet. Desuden anede jeg jo ikke, hvad en baby havde brug for. Jeg shoppede i blinde. Så jeg begyndte at tænke mig lidt mere om, da jeg fik Olivia.
Et medie som Instagram er en uendelig kilde til inspiration, og jeg kan absolut lade mig rive for meget med. Efter at have scrollet instagram igennem, har jeg ofte lyst til at købe en helt ny garderobe til pigerne. Og til mig selv, for den sags skyld. Og nyt sengetøj, og nye kaffekopper, og nye blomster, og nye blade, og sådan bliver det ved. Jeg skal passe på, ikke at lade mig rive med. For man kan jo bare ikke skifte alting ud hele tiden, i et håb om at kunne følge med.
Men jeg kan godt lide at blive inspireret, og at få gode råd om køb fra de andre brugere. Jeg synes også, de forskellige webshops er rigtig gode til at udvælge kvalitetstøj, og vejlede, så man får en fornemmelse af, hvad der fungerer.
I dag køber jeg langt færre stykker tøj til pigerne, og til mig selv. Jeg betaler gerne for kvalitet, og for, at det fungerer. Og så forventer, jeg også det holder, og at det kan gå i arv, eller sælges på sigt. Selvfølgelig køber jeg også ting, bare fordi. Fordi de er fine, eller søde. Men det er langt mere velovervejet, og der er længere i mellem de køb end tidligere. Jeg køber hellere én kjole til pigerne, som jeg synes er smuk, end, at jeg køber fire kjoler i Name It eller hos Zara. Jeg mixer meget gerne eksempelvis H&M med et dyrere mærke. Betingelsen er blot, at det stykke tøj, jeg så køber fra H&M har en god pasform, eller er lavet i et lækkert materiale. H&M er jo blevet virkelig dygtige til at lave deres ting i økologisk bomuld eksempelvis. Og Name It har lavet en rigtig fin uldserie i år.
Det er blot nogle tanker, om hvordan, jeg køber tøj til mine børn. Og så bliver jeg svært fristet på Instagram i mellemtiden. Der er så mange fine mærker, og har prøvet at finde lidt frem, som man ikke ser så meget i de danske webshops.
Jeg håber I kan finde lidt inspiration
For en god orden skyld: intet er sponsoreret, her er ingen affiliate links, dette er ganske enkelt til inspiration.
1: Frakke 2: Dragt 3: Tand i Alpacauld 4: Bluse 5: Krave
1: Cosilana Uldbody 2: Limode Strømpebukser 3: Bonnet 4: Strikket Dragt 5: Hjemmesko
1: Kat 2: Bloomers 3: Hjemmesko 4: Leggings 5: Bomuldshue