Big 29
I går var min fødselsdag. Og jeg fyldte 29 år. Jeg elsker at fylde år, jeg glæder mig til at blive ældre. Jeg har opdaget en ro, der følger med alderen. Jeg nyder, at det med tiden bliver det nære, der betyder mest. Familien, de tætte venskaber, at drikke en varm kop kaffe, plukke en vild buket blomster fra de bede, vi ikke har tid til at passe. Give mine børn en gyngetur, og se dem slumre i sengen om eftermiddagen, med åbne vinduer, på en septemberdag.
Jeg værdsætter, hvordan mit fokus har ændret sig, efter jeg har fået børn. Mit 19årige jeg, ville kigge skævt til mig, hvis hun kunne se mig i dag. Jeg var absolut flyvsk, og grundforvirret. Strittede i alle retninger, bare for at stritte, og skulle på ingen måde slå rødder.
Det er ikke fordi, jeg hviler fuldstændig i mig selv i dag, og det kommer jeg nok aldrig til. Men jeg hviler i, at vi har gjort det rigtige for vores familie. Vi har prioriteret tid, frem for en større økonomi, mere plads, og et hus. Vi har købt vores lille kolonihave, hvor vi spiser hindbær fra buskene, vi plukker blomster, vi ikke kender navnene på, og stiller dem i vaser, bare fordi de er smukke. Vi bander lidt af de malede gulve, der skaller alt for meget, og alt for tidligt, fordi vi ikke købte en ordentlig gulvmaling. Vi åbner de franske døre til haven, og dufter sommerregnen, mens pigerne gynger alt for højt, ind i vægge og i møbler med gyngen, vi har hængt op i loftbjælkerne. Og vi nyder middage med gode venner, der alle byder ind med mad. Og om vinteren bor vi i vores treværelses lejlighed, hvor alle rum er lige store, eller små, og upraktiske. Her er højt til loftet, og knirkende, gamle trægulve, der vækker pigerne, når vi lister os rundt om aftenen. Der er pæretræer i haven, med pærer, der skal plukkes i september, når vi flytter hjem til efteråret, efter sommeren i kolonihaven.
I dag ville jeg føle mig rodløs, og ensom uden dem, som binder mig. Min mand og vores lille familie er blevet min stærkeste side. Jeg kunne ikke uden dem. Og vi har omlagt vores liv totalt, for vores børn. Men også for os selv, og især for mig. Med tiden er klumpen i maven blevet mindre, når jeg afleverer mine børn i vuggestue og børnehave. Men den er der stadig. Jeg kan ikke mærke om det er savn, eller måske dårlig samvittighed. Jeg ved bare, at det giver mig en forkert følelse, når jeg ikke er sammen med mine børn.
Det er på ingen måde selvopofrelse, at vores liv har ændret sig. Jeg har intet opgivet. Det ville være en misforståelse. Jeg har fået andre prioriteter, jeg er blevet ældre, jeg er blevet mor.
