Tanker
Jeg knytter ofte tanker til de billeder, jeg deler på instagram. Men det er klart at mærke, at det er et visuelt medie, hvor fotografier får deres plads. Og med rette. Jeg manglede i mange år et medie, der inviterede til at dele fotografier og blive inspireret af andre. Det fik jeg med instagram. Og så tænkte jeg, at mit behov egentlig var dækket. Før i tiden, og det forstået før instagram, læste jeg rigtig mange blogs. Men det var som om, at instagram overtog, og mit behov for at læse, blev erstattet af mit behov for at se. Mit behov for at fotografere erstattede mit behov for at skrive.
Jeg håber, at mine fotografier fortæller en historie i sig selv. Dette skridt er måske nærmere mit eget behov for at uddybe, og for at dele nogle tanker. Især som mor. Jeg vil ikke introducere 'bloggen' nærmere. Jeg lader den hellere udfolde sig. Det bliver lysten, der driver værket. Det eneste håb, jeg har, er at I mærker et nærvær i det, jeg skriver. Lad det være en begyndelse.